Gå til indhold

lande fakta

 

Geografi

Hovedstad:         Rom

Indbyggertal:     59,26 mio. (2020)

Religion:             Altovervejende romerskkatolsk (ca. 88%)

Økonomi

BNP pr. capita:                   26.187 EUR (2020)

Vækst i BNP:                      -8,9 pct. (2020)

Gældssituation:                155,8 pct. af BNP (2020)

Præsident

Præsident:                 Sergio Mattarella (siden 31. januar 2015) – PD

Regering

Regeringsleder:         Mario Draghi (siden 13. februar 2021) - Partiuafhængig

Udenrigsminister:     Luigi Di Maio (siden 13. februar 2021) - M5S

Økonomi- og finansminister:         Daniele Franco (siden 13. februar 2021) - Partiuafhængig

Indenrigsminister:    Luciana Lamorgese (siden 13. februar 2021) - Partiuafhængig

Forsvarsminister:       Lorenzo Guerini (siden 13. februar 2021) - PD

Justitsminister:            Marta Cartabia (siden 13. februar 2021) - Partiuafhængig

Minister for grøn omstilling:     Roberto Cingolani (siden 13. februar 2021) -Partiuafhængig

Sundhedsminister:     Roberto Speranza (siden 13. februar 2021) - Articolo Uno, LeU

Landbrugsminister:     Stefano Patuanelli (siden 13. februar 2021) - M5S

Indenrigspolitisk situation

Italien er en parlamentarisk republik med en regeringschef, premierministeren, der står i spidsen for den siddende regering. Præsidenten er det officielle statsoverhoved og politisk udnævnt for en syvårig embedsperiode. Landet er inddelt i 20 regioner, hvoraf fem har en særlig status med udvidet selvstyre.

Det italienske Parlament består af et underhus, Camera dei Deputati (Deputeretkammeret), og et overhus, Senato della Repubblica (Senatet). På nuværende tidspunkt er der blevet indvalgt 630 deputerede til Deputeretkammeret og 315 senatorer til Senatet. Som følge af en folkeafstemningen vedr. antallet af parlamentsmedlemmer i 2020, kommer det italienske Parlament fremover til at blive reduceret til 400 deputerede og 200 senatorer. Senatet omfatter dertil et variabelt antal såkaldte livstidssenatorer, udpeget af præsidenten, ligesom landets tidligere præsidenter er livstidssenatorer. Der skal afholdes valg til Parlamentet minimum hvert femte år.

Italiens parlamentariske system er et såkaldt ”perfekt tokammersystem”, hvor de to kamre er formelt ligestillede i lovgivningsprocessen med ens sideløbende funktioner. De to kamre skal derfor vedtage identiske lovforslag, førend de kan træde endeligt i kraft.

Italien har i tiden efter Mussolinis fald under 2. Verdenskrig og siden den italienske republiks grundlæggelse i 1948 været karakteriseret ved et relativt stabilt demokratisk flerpartisystem. Italien trådte efter krigen ind i den såkaldte første republik præget af udpræget økonomisk vækst i 50’erne og 60’erne, hvor også fundamentet for landets politiske orientering blev lagt. Italien tiltrådte i perioden som etablerende medlemmer af NATO og EF (det senere EU) og siden hen også FN.

Det hedengangne kristendemokratiske parti, Democrazia Cristiana (DC), var i perioden den stærkeste politiske magtfaktor og dominerede italiensk politik i skiftende regeringskoalitioner, mens det kommunistiske parti, Partito Comunista Italiano (PCI), var det primære og mest magtfulde oppositionsparti. Den økonomiske optur aftog langsomt, og de følgende årtier blev i stedet mærket af politisk ustabilitet med stigende – også voldelig – aktivitet fra yderligtgående kræfter på den yderste højre- og venstrefløj. Det traditionelle partisystem faldt fra hinanden efter opløsningen af både DC og PCI i begyndelsen af 1990erne, hvilket bl.a. også skete i kølvandet på en række omfattende korruptionsskandaler.

I 1992 indtrådte landet en ny politisk æra under den såkaldte anden republik, hvor forskellige centrumhøjre- og centrumvenstrekoalitioner skiftedes til at sidde på magten. Perioden blev særligt domineret af den selvgjorte forretningsmand og politiker, Silvio Berlusconi, som stod i spidsen for flere centrumhøjre-regeringer.

I dag er det italienske politiske landskab kendetegnet ved tre hovedblokke: centrumvenstre repræsenteret ved Partito Democratico (PD) flankeret af en række mindre venstrefløjspartier, centrumhøjre repræsenteret ved Lega, Forza Italia og Fratelli d’Italia (FdI) samt den tredje blok med Movimento 5 Stelle (Femstjernebevægelsen), der i de forrige to regeringer har indgået regeringssamarbejde med først højrefløjspartiet Lega (i Conte I-regeringen) og med centrumvenstrepartiet PD (Demokratiske Parti) og to andre centrumvenstre-/venstrefløjspartier (Conte II-regeringen).

I begyndelsen af 2021 gik Conte II-regeringen af, hvilket resulterede i en ny regeringsdannelse i februar 2021 med Mario Draghi, tidl. ECB-direktør og guvernør for den italienske nationalbank, i spidsen. Draghis regering kan betegnes som en national samlingsregering, da dens parlamentariske opbakning spænder over hele det politiske spektrum fra venstre mod højre. Aktuelt er Fratelli d’Italia (Italiens Brødre) eneste egentlige oppositionsparti i parlamentet. Blandt Draghi-regeringens erklærede hovedprioriteter er implementeringen af den italienske genopretningsplan og det tilkoblede reformprogram samt håndteringen af COVID-19-sundhedskrisen og de medfølgende økonomiske og sociale kriser.

Økonomisk situation

Italien er et økonomisk vigtigt og velstående land med et bruttonationalprodukt (BNP) på 1.615 mia. euro i 2020, hvilket gjorde landet til verdens ottendestørste økonomi, den fjerdestørste i Europa (kun overgået af Tyskland, Storbritannien og Frankrig) samt EU- og eurozonens tredjestørste. Italien er verdens 27. mest velstående land, ifølge Verdensbanken, og det 11. mest velstående land i EU målt i BNP per capita (26.187 euro).

Qua landets økonomiske størrelse er Italien medlem af såvel G20 som G7. Italien eksporterer først og fremmest til andre europæiske lande, men har også stor samhandel med lande som USA og Kina. Landet er blandt Danmarks største eksportmarkeder (10. største). Dansk eksport til Italien beløb sig i 2020 til DKK 16 mia., mens importen af italienske varer var DKK 21,5 mia.

2020 blev et skelsættende år for Italien og den italienske økonomi, da landet, som det første i Europa, blev hårdt ramt af COVID-19-pandemien, hvilket indledningsvis resulterede i en lang og hård nedlukningsperiode fra marts til maj. Nedlukningen, der også omfattede virksomheder og dermed begrænsede den økonomiske aktivitet, afspejles i faldet i BNP på 8,9 pct. i 2020. EU vedtog i juli 2020 at oprette en genopretningsfund på 750 mia. euro med fokus på bl.a. grøn omstilling og digitalisering. Italien forventes at modtage 192 mia. euro og bliver dermed den største enkeltmodtager.

Den italienske genopretningsplan er på samlet set 248 mia. euro, hvoraf størstedelen udgøres af EU’s genopretningsfond (lån på 123 mia. euro og 69 mia. euro støttemidler, i alt 192 mia. euro), mens de resterende 56 mia. euro vil bestå af nationale midler. Genopretningsplanen er opdelt i seks hovedområder, og de vigtigste tværgående prioriteter er hhv. den grønne omstilling, herunder styrkelse af grønne kompetencer og grøn økonomi (40 pct.), og digitalisering (27 pct.).

Udenrigspolitisk situation

Italien er traditionelt en varm fortaler for et stærkt EU med effektive institutioner og stadig dybere integration på en lang række områder fra økonomi til forsvar. Fsva. integration i bredden er Italien ligeledes fortaler for EU’s fortsatte udvidelse (først og fremmest mht. landene i den vestlige del af Balkan), der ses som et vigtigt skridt i Europas genforening efter afslutningen på den Kolde Krig. Italien går ind for Tyrkiets EU-medlemskab på længere sigt. Derudover har bl.a. en fælles europæisk energipolitik, som skal give forsyningssikkerhed til hele Europa, længe været en italiensk prioritet.

Italiens medlemskab af NATO er den centrale forankring af Italiens sikkerheds- og forsvarspolitik. Italien bidrager aktivt til en lang række internationale fredsbevarende operationer med et stort antal soldater og militært materiel. Stærke transatlantiske relationer har ligeledes traditionelt været en hjørnesten i Italiens sikkerheds- og forsvarspolitik.

Italien er grundet sin geografiske placering og historie som kolonimagt stærkt orienteret mod den udenrigs- og sikkerhedspolitiske situation i middelhavsområdet, herunder ikke mindst landene i Mellemøsten og Nordafrika (MENA-regionen). Særligt Libyen, et tidligere italiensk koloniområde, har længe stået centralt på den italienske udenrigspolitiske dagsorden. Dette ikke mindst efter de seneste årtiers ustabilitet i landet, som har påvirket sikkerhedssituationen i såvel nærområderne som hele middelhavsregionen – i særdeleshed fsva. migration til Europa.

Netop migration står højt på den politiske dagsorden i Italien. Grundet de høje ankomsttal, der er blevet registreret gennem årene, fylder migration meget i både den indenrigs- og udenrigspolitiske debat i Italien. Mellem 2014 og 2018 ankom omkring 670.000 flygtninge og irregulære migranter til Italien. Siden da er ankomsttallene i perioder faldet markant, og i 2020 blev denne tendens forstærket af COVID-19-pandemien. Imidlertid har migrationsstrømmene i 2021 igen resulteret i massive ankomsttal, og der tales om tredoblinger i sammenlignet med 2020 og 2019. Størstedelen af de migrerende til Italien indskibes fra Libyen eller Tunesien, og flygtningene og de irregulære migranter kommer hovedsageligt fra Tunesien, Algeriet, Marokko, Bangladesh, Syrien og Afghanistan. På EU-niveau arbejder Italien for at finde fælles løsninger til håndtering af migrationen mod Europa.