Udlændinge- og integrationsministerens besøg i Malta
Udlændinge- og Integrationsminister Mattias Tesfaye besøgte den 25. og 26. januar Malta. Danmark og Malta har begge stor opmærksomhed på migrationsdagsordenen, og besøget gav anledning til en dialog om det aktuelle arbejde og udfordringer på området.
Under besøget mødtes ministeren både med den maltesiske indenrigsminister samt den maltesiske udenrigsminister. Herudover aflagde han besøg hos International centre for Migration Policy Development (ICMPD), hvor det danske samarbejde med ICMPD blev drøftet. Ministeren besøgte ligeledes Den Europæiske Unions Asylagenturs (EUAA) hovedkontor, hvor han mødtes med agenturets direktør Nina Gregori.
Endelig fik Ministeren mulighed for at overflyve Malta i forbindelse med et besøg hos The Air Wing of the Armed Forces of Malta for dermed at få et overblik over, hvilken havzone som de maltesiske myndigheder dækker i forbindelse med ankomster af migranter over havet. Ministeren var under besøget ledsaget af ambassadør Anders Carsten Damsgaard.