Spring til indhold

Landefakta

Fold alle afsnit ud
Fold alle afsnit ind

Geografi

Hovedstad:         Rom

Indbyggertal:     60, 48 mio. (2018)

Religion:             Altovervejende romerskkatolsk (ca. 88%)

Økonomi

BNI pr. capita:                   28.827 EUR (2018)

Vækst i BNP:                      1.0 pct. (2018)

Gældssituation:                132,2 pct. af BNP (2018)

Præsident

Præsident:                 Sergio Mattarella (siden 31. januar 2015) – PD

Regering

Regeringsleder:         Giuseppe Conte (siden 4. september 2019) - Partiuafhængig

Udenrigsminister:     Luigi Di Maio (siden 4. september 2019) - M5S

Økonomi- og finansminister:         Roberto Gualtieri (siden 4. september 2019) - PD

Indenrigsminister:    Luciana Lamorgese (siden 4. september 2019) - Partiuafhængig

Forsvarsminister:       Lorenzo Guerini (siden 4. september 2019) - PD

Justitsminister:            Alfonso Bonafede (siden 4. september 2019) - M5S

Miljøminister:     Sergio Costa (siden 4. september 2019) - M5S

Sundhedsminister:     Roberto Speranza (siden 4. september 2019) - Articolo Uno, LeU

Landbrugsminister:     Teresa Bellanova (siden 4. september 2019) - IV

Indenrigspolitisk situation

Italien er en parlamentarisk republik med en regeringschef, premierministeren, der udpeges af præsidenten, som er det officielle statsoverhoved og politisk udnævnt for en syvårig embedsperiode. Landet er administrativt inddelt i 20 regioner med en vis grad af selvbestemmelse, hvoraf fem har en særlig autonom status, der muliggør regionalt selvstyre angående bestemte regionale anliggender.

Det italienske parlament er inddelt i et såkaldt perfekt tokammersystem med er underhus Camera dei Deputati (Deputeretkammeret) og et overhus Senato della Repubblica (Senatet). Der indvælges 630 deputerede til Deputeretkammeret og 315 senatorer til Senatet. Senatet omfatter dertil et variabelt antal såkaldte livstidssenatorer udpeget af den til enhver siddende præsident, ligesom landets tidligere præsidenter er livstidssenatorer. Der skal afholdes valg til parlamentet (begge kamre) hvert femte år.

Parlamentets to kamre er formelt ligestillede i den legislative proces med ens sideløbende funktioner, hvormed et lovforslag skal behandles og godkendes i begge kamre - under forudsætning af at udkastet til lovteksten fra det ene kammer ikke modificeres af det andet - førend det kan træde endeligt i kraft som lovgivning.

Italien har i tiden efter Mussolinis fald under 2. Verdenskrig og siden den italienske republiks grundlæggelse i 1948 været karakteriseret ved et relativt stabilt demokratisk flerpartisystem. På trods af diverse modsætningsforhold og fluktuerende politiske dynamikker har det politiske system overordnet set været garant for en udpræget grad af pluralisme, alsidig interessevaretagelse og en vis progressiv udvikling. Italien trådte efter krigen ind i den såkaldte første republik præget af udpræget økonomisk vækst i 50’erne og 60’erne, hvor også fundamentet for landets politiske orientering blev lagt. Italien tiltrådte i perioden som etablerende medlemmer af NATO og EF (det senere EU) og siden hen også FN.

Det hedengangne kristendemokratiske parti Democrazia Cristiana (DC) var i perioden den stærkeste politiske magtfaktor og dominerede italiensk politik i skiftende regeringskoalitioner, mens det kommunistiske parti Partito Comunista Italiano (PCI) var den dominerende opposition. Den økonomiske optur aftog dog langsomt, og de følgende årtier blev i stedet mærket af politisk ustabilitet med stigende aktivitet fra ekstremistiske kræfter fra den yderste højre- og venstrefløj. Det traditionelle partisystem faldt fra hinanden efter både DC og PCI opløstes i begyndelsen af 1990erne blandt andet som følge af en række omfattende korruptionsskandaler. I 1992 indtrådte landet en ny politisk æra under den såkaldte anden republik, hvor forskellige liberalt-borgerlige centrumhøjre- og socialliberale centrumvenstre-koalitioner skiftede til at sidde på magten. Perioden blev særligt domineret af forretningsmanden Silvio Berlusconi, som stod i spidsen for flere centrumhøjre-regeringer.

I dag er det italienske politiske landskab kendetegnet ved tre hovedblokke: centrumvenstre repræsenteret ved Partito Democratico (PD) flankeret af en række mindre venstrefløjspartier, centrumhøjre repræsenteret ved Lega, Forza Italia og Fratelli d’Italia (FdI) samt den tredje blok i form af Movimento 5 Stelle (Femstjernebevægelsen). I det indeværende parlament, som er et resultat af det seneste parlamentsvalg den 4. marts 2018, er PD indvalgt med historisk lave 18,8 pct. af stemmerne. Samtidig opnåede Lega sit bedste valg nogensinde og opnåede 17,6 pct. af stemmerne, hvormed det overhalede det traditionelt største centrumhøjre-parti, FI, som opnåede 14 pct. Største enkeltparti er Femstjernebevægelsen, der fik over 32 pct. af stemmerne. Parlamentsvalgsresultatet i 2018 betød dog, at ingen af de tre politiske hovedblokke opnåede det parlamentarisk flertal nødvendigt for at kunne danne regering.

Som resultat heraf dannede de to partier Femstjernebevægelsen og Lega den 1. juni 2018 en koalitionsregering med den partiuafhængige premierminister Giuseppe Conte i spidsen. Efter 15 måneders regeringssamarbejde valgte daværende Indenrigsminister Matteo Salvini (Lega) imidlertid at nedlægge mistillidsvotum mod regeringen med henblik på at fremprovokere et nyvalg. Efter ugers regeringsforhandlinger kunne Giuseppe Conte, den 4. september 2019 præsentere et nyt flertal bag sig.

Italiens regering per 4. september 2019 består af partierne Femstjernebevægelsen, Partito Democractico, Liberi e Uguali samt det nystiftede parti Italia Viva. Jf. regeringspartiprogrammet vil regeringen føre en ekspansiv finanspolitik med investeringer på særligt den sociale samt grønne dagsorden. Regeringen ønsker derudover at forstærke EU-samarbejdet på en række områder, herunder migrationsområdet samt at reducere parlamentsmedlemstallet fra 945 til 600 medlemmer. Næste parlamentsvalg skal afholdes inden foråret 2023.


Økonomisk situation

Italien er et økonomisk vigtigt og velstående land med et bruttonationalprodukt (BNP) på 1.719 mia. euro i 2017, hvilket gjorde landet til verdens niendestørste økonomi, det fjerdestørste i EU (kun overgået af Tyskland, Storbritannien og Frankrig) samt eurozonens tredjestørste. Italien er verdens 24. mest velstående land og det 12. mest velstående land i EU målt i BNP per capita, (28.326 euro). I perioden 1990-2017 voksede det italienske BNP nominelt med 137 pct., mens den reale vækst i BNP for samme periode lå på 20 pct. IMF forudser en samlet real vækst på fem pct. frem mod 2023.

Qua landets økonomiske størrelse er Italien medlem af såvel G20 som G7. Italien eksporterer først og fremmest til andre europæiske lande, men har også stor samhandel med lande som USA og Australien. Landet er blandt Danmarks største eksportmarkeder (10. største). Dansk eksport til Italien beløb sig i 2017 til DKK 16 mia., mens importen af italienske varer var DKK 21 mia.

I kølvandet på den seneste globale finanskrise og den efterfølgende europæiske statsgældskrise oplever den italienske økonomi begyndende tegn på bedring, om end der fortsat er tale om en langsom økonomisk genopretning. Italien halter med årlige vækstrater på lidt over 1 pct. fortsat efter størstedelen af sine europæiske nabolande. I en forskningsrapport fra januar 2018 fremhævede den italienske centralbank, Banca d’Italia, landets begrænsede produktivitetsfremgang som én af de væsentlige underliggende årsager til den svage økonomiske vækst.

Det hører samtidig med til billedet, at der er store regionale forskelle i såvel vækst og velstand som i sociale forhold. Den norditalienske region Trentino-Alto Adige ved grænsen til Østrig, der er én af landets mest velstående regioner, oplevede eksempelvis en økonomisk fremgang på over 25 pct. målt i nominelt BNP per capita i perioden 2005-2016. Dette er sammenligneligt med væksten i lande som Belgien og Finland og betydeligt højere end væksten i andre sydeuropæiske eurolande. Som selvstændigt land ville Trentino-Alto Adige være det tredje mest velstående land i eurozonen. Desuden har den økonomiske udvikling i Abruzzo og Basilicata, der fortsat hører til Italiens mindst velstående regioner, været positiv, idet de to regioner oplevede over gennemsnitligt høje vækstrater i samme periode (2005-2016).

Udenrigspolitisk situation

Italien er traditionelt en varm fortaler for et stærkt EU med effektive institutioner og stadig dybere integration på en lang række områder fra økonomi til forsvar. Italien har ligeledes traditionelt været en fortaler for EU’s fortsatte udvidelse, der ses som et vigtigt skridt i Europas genforening efter afslutningen på den Kolde Krig. Italien går ind for Tyrkiets EU-medlemskab på længere sigt. Derudover har bl.a. en fælles europæisk energipolitik, som skal give forsyningssikkerhed til hele Europa, længe været en prioritet for Italien.

Italiens medlemskab af NATO er den centrale forankring af Italiens sikkerheds- og forsvarspolitik. Italien bidrager aktivt til en lang række internationale fredsbevarende operationer med et stort antal soldater. Stærke transatlantiske relationer har ligeledes længe været en hjørnesten i Italiens sikkerheds- og forsvarspolitik. 

Italien er ligeledes traditionelt set stærkt orienteret mod den udenrigs- og sikkerhedspolitiske situation i middelhavsområdet, herunder ikke mindst landene i Mellemøsten og Nordafrika (MENA-regionen). Særligt Libyen, et tidligere italiensk koloniområde, har længe stået centralt på den italienske udenrigspolitiske radar. Dette ikke mindst efter de seneste årtiers ustabilitet i landet, som har påvirket sikkerhedssituationen i såvel nærområderne som hele middelhavsregionen –  ikke mindst fsva. migrationen til Europa.

Netop migration står højt på den politiske dagsorden i Italien såvel udenrigspolitisk som indenrigspolitisk. Mellem 2014 og 2018 ankom omkring 670.000 flygtninge og irregulære migranter til Italien. I 2016 ankom 181.436 flygtninge og irregulære migranter til de italienske kyster – mere en samtlige andre EU-lande tilsammen. Antallet af ankomster faldt dog markant hen over sommeren 2017 og tendensen fortsatte i 2018 og ind i 2019 også. I 2018 faldt antallet af ankomne flygtninge og irregulære migranter til Italien således med ca. 80 pct. relativt til 2017. Størstedelen af de migrerende til Italien indskibes fra Libyen eller Tunesien. De ankomne flygtninge og irregulære migranter kommer primært fra afrikanske lande, hvoraf Tunesien, Eritrea og Sudan er de største oprindelseslande.

Fold alle afsnit ud
Fold alle afsnit ind