COVID-19 Italien
Rejserestriktioner
Nye regler eller lempelser af eksisterende regler kan indføres med meget kort varsel. Du bør derfor holde dig løbende opdateret. Du bør altid følge lokale myndigheders anvisninger.
Indrejseregler
Der er ikke indrejserestriktioner eller krav om fremvisning af coronapas ved indrejse til Italien.
Interne rejseregler
Der er ikke indført interne rejseregler i Italien.
Coronapas
Det danske coronapas anerkendes som dokumentation for negativt testresultat, vaccination eller immunitet efter tidligere smitte. Der kræves ikke længere fremvisning af coronapas ved indrejse til Italien og heller ikke lokalt i Italien.
Læs mere om coronapasset på coronasmitte.dk.
Læs mere om det europæiske coronapas.
En printet version af coronapasset kan findes på sundhed.dk.
Rejseråd til erhvervsrejser
Læs Udenrigsministeriets rejseråd til erhvervsrejser.
Læs om indrejseregler og lokale restriktioner nedenfor.
Indrejseregler for erhvervsrejsende
Der gælder de samme indrejseregler for erhvervsrejsende i Italien, som for alle andre indrejsende. Læs mere i afsnittet ”Rejserestriktioner”.
Lokale regler
Nye regler eller lempelser af eksisterende regler kan indføres med kort varsel. Du bør derfor holde dig løbende opdateret. Du bør altid følge lokale myndigheders anvisninger.
For at holde dig opdateret om lokale regler, bør du undersøge gældende regler hos de lokale myndigheder.
Mundbind og kviktest
I Italien kan der være krav om at bære mundbind af typen FFP2 på hospitaler, plejehjem og lægehuse. Ligeledes kan der være krav om at foretage en kviktest for COVID-19 for at få adgang til hospitaler og skadestuer.
Hvis du bliver syg
Læs om italienske karantæneregler i tilfælde af smitte med COVID-19 under afsnittet "Ofte stillede spørgsmål" nedenfor (spørgsmål nummer 7).
Hvis du får symptomer, der kan give mistanke om COVID-19, imens du rejser i Italien, skal du selvisolere og kontakte de lokale sundhedsmyndigheder og følge deres anvisninger. Tag også hurtigst muligt kontakt til din rejseforsikring.
De italienske myndigheder anbefaler følgende: Hold dig hjemme og kontakt de lokale sundhedsmyndigheder. Bed hotellets reception eller din vært om at skabe kontakten eller kontakt selv de regionale hotlines.
Ring til 112 og 118 ved livstruende sygdom eller skade.
Du kan læse om de italienske karantæneregler ved smitte og nær kontakt til smittede på det italienske sundhedsministeriums hjemmeside (kun på italiensk). Du kan også læse om de italienske karantæneregler i afsnittet "Ofte stillede spørgsmål" nederst på denne side.
Hvis de lokale myndigheder beder dig om at gå i karantæne eller tage andre forholdsregler, bør du følge deres anvisninger. Du bør også samarbejde med de lokale myndigheder om kontaktopsporing, hvis det bliver relevant.
Udenrigsministeriet kan ikke påvirke de regler, som andre lande vælger at indføre for at forhindre videre smittespredning. Du kan altid kontakte ambassaden eller Udenrigsministeriets Globale Vagtcenter 24/7 ([email protected] / +45 3392 1112), hvis du har brug for rådgivning.
Udenrigsministeriet modtager mange spørgsmål om, hvordan man skal forholde sig, hvis man bliver syg i udlandet. Læs svarene på de mest almindelige spørgsmål.
Læs mere om symptomer på COVID-19 hos Sundhedsstyrelsen.
Visum og opholdstilladelse
Du kan læse mere om andre landes pas- og visumregler.
Udrejse af Italien
Der er ikke længere restriktioner som følge af COVID-19 ved indrejse i Danmark.
Har du sundhedsfaglige spørgsmål vedr. COVID-19 kan du finde information på coronasmitte.dk.
Mere information
Lokale myndigheders hjemmesider
Det italienske udenrigsministerium
Det italienske sundhedsministerium
Italiens officielle turisthjemmeside
Lokale myndigheders hotlines
Det italienske sundhedsministeriums corona-hotline
Regionernes corona-hotlines og hjemmesider
Lokale nyhedsmediers hjemmesider
Udenrigsministeriet og den danske ambassade rådgiver ikke om sundhedsfaglige spørgsmål, men henviser til Sundhedsstyrelsen og Statens Serum Institut.
De danske myndigheder har samlet informationer om den danske indsats mod COVID-19 på coronasmitte.dk.
Rejsevejledning
Udenrigsministeriets rejsevejledninger indeholder gode råd og nyttige oplysninger for bestemte lande, primært rettet mod turistrejsende fra Danmark.
Læs rejsevejledningen for Italien.
Kontakt
Du kan kontakte ambassaden eller konsulaterne i Italien inden for almindelig åbningstid.
Du kan altid kontakte Udenrigsministeriets Globale Vagtcenter 24/7 ([email protected] eller +45 3392 1112).
Du kan også downloade vores app Rejseklar og tilmelde dig Danskerlisten, så modtager du information direkte fra os, hvis der indføres nye, større restriktioner i Italien, eller hvis der i øvrigt opstår en krisesituation.
Hvis du ikke har adgang til app’en, kan du tilmelde dig Danskerlisten via vores hjemmeside.
Ofte stillede spørgsmål
1. Skal jeg udfylde en PLF ved indrejse til Italien?Nej, krav om udfyldelse af Passenger Locater Form (PLF) til indrejse i Italien er bortfaldet.
2. Er der krav om at bære mundbind i Italien?
Der kan stilles krav om at bære mundbind af typen FFP2 på hospitaler, lægehuse og plejehjem. Der er ikke længere krav om at bære mundbind i kollektive transportmidler.
Kravet om mundbind gælder ikke:
- børn under 6 år
- personer, der på grund af deres handicap eller sygdom ikke kan bære masker
- personer, der skal kommunikere med en døv person
3. Skal jeg registrere mig ved de lokale sundhedsmyndigheder ved ankomst til Italien?
Du skal kun registrere dig, hvis du skal i karantæne, fordi du tester positiv på COVID-19.
Kontaktinformationer til regionernes sundhedsmyndigheder kan findes på det italienske sundhedsministeriums hjemmeside.
Ambassaden gør opmærksom på, at telefonnumre som starter med 800 ikke kan modtage opkald fra udenlandske numre.
4. Hvor kan man blive testet i Italien?
I Italien kan man blive testet mod betaling på apoteker samt på privatklinikker og laboratorier. Tidsbestilling kan være påkrævet. Spørg hotellet eller din vært om nærmeste teststed eller søg på nettet med søgeordene "COVID-19 tampone + [navnet på den by du opholder dig i]".
PCR-test = tampone molecolare
Kviktest = tampone rapido / antigenico / COI (specialtest med information om virusmængde)
5. Kan jeg få udstedt et italiensk coronapas med QR-kode, når jeg bliver testet i Italien?
Ja, teststedet kan efter anmodning udstede et coronapas (Green Pass) med QR-kode.
6. Kan jeg få udstedt et italiensk coronapas med QR-kode, efter at have været smittet med COVID-19 i Italien?
For at få udstedt det digitale europæiske coronapas i Italien, skal du anvende en personlig kode, som du får oplyst af sundhedsmyndighederne efter endt karantæne. Koden er af typen NUCG. Du modtager muligvis også en AUTHCODE via sms eller pr mail.
På følgende officielle hjemmeside skal du indtaste kodetype, dokumenttype og pasnummer samt din personlige testkode (codice identificativo). Du skal vælge, at du ikke har et italiensk sundhedskort (utente senza tessera sanitaria) under "tipologia utente". Herefter vil det europæiske coronapas blive send til dig via sms.
Ottieni la certificazione - Certificazione verde COVID-19 (dgc.gov.it)
7. Hvor lang tid skal jeg i karantæne i Italien, hvis jeg bliver testet positiv for COVID-19 eller har været i nær kontakt til en smittet person?
Du bør altid kontakte de lokale sundhedsmyndigheder, såfremt du tester positiv for COVID-19 i Italien og følge deres anvisninger. I Italien gælder de italienske karantæneregler for at forhindre smittespredning.
De nationale karantæneregler ved smitte og nærkontakt med en smittet kan findes på det italienske sundhedsministeriums hjemmeside (kun på italiensk). Karantænereglerne ved smitte står også på de regionale sundhedsmyndigheders hjemmesider.
Det er ikke tilstrækkeligt med en hjemmetest for at bekræfte smitte med COVID-19. Hvis du tester positiv på en hjemmetest, bør du straks tage en kviktest eller PCR-test på apoteket eller sundhedsklinik for at bekræfte det positive testresultat. Karantæneperioden tæller fra dagen efter den officielle, positive test eller fra dagen, hvor symptomerne startede.
Hvis du tester positiv på en kviktest eller en PCR-test i Italien, skal du ifølge de italienske regler i fem dages karantæne. Karantænen afsluttes med en negativ PCR- eller kviktest eller uden test efter fem dages karantæne med to symptomfri dage. Uanset en negativ test skal du have været symptomfri i de sidste to dage for at kunne ophæve karantænen. Hvis du er symptomfri og tester positiv, kan du ophæve karantænen med en negativ test også før der er gået fem dage.
Hvis du bliver ved med at teste positiv, fortsætter karantænen indtil der er gået 14 dage fra du testede positiv første gang.
Hvis du har været i nærkontakt med en smittet person skal du overholde fem dages selvmonitorering (ikke karantæne) og bære et FFP2-mundbind i alle fem dage, når du er indenfor eller befinder dig udenfor og ikke kan holde afstand til andre mennesker. Hvis du får symptomer, opfordres du til at foretage en COVID-test med det samme og testes igen på femte-dagen efter sidste nærkontakt, såfremt du stadig har symptomer.
Du kan kontakte de lokale sundhedsmyndigheder via de regionale hotlines på det italienske sundhedsministeriums hjemmeside eller via den nationale corona-hotline. Vær opmærksom på, at telefonnumre som starter med 800 ikke kan modtage opkald fra udenlandske numre.
8. Skal man fremvise coronapas lokalt i Italien?
Krav om fremvisning af coronapas lokalt i Italien er frafaldet fra 1. maj 2022. Der kan dog stilles krav om fremvisning af negativ kviktest ved adgang til hospitaler og skadestuer.
9. Skal man vise det europæiske coronapas ved udrejse fra Italien?
Det er ankomstlandets indrejseregler, der gælder ved flyvning fra Italien. Du kan finde indrejsereglerne for Danmark på coronasmitte.dk.
10. Hvad skal jeg være opmærksom på, når jeg tager tilbage til Danmark?
Det kan du læse om på coronasmitte.dk.
Hent app'en rejseklar
I app’en Rejseklar har vi samlet alt, hvaddu skal vide om sikkerhed på din rejse.
Danskerlisten
Tilmeld dig - for din sikkerheds skyld!Erhvervsrejsende
Få vejledning til din erhvervsrejseDet er dit ansvar at overholde ind- og udrejseregler i de lande, du rejser til. Det er de lokale myndigheder i de enkelte lande, der fastlægger reglerne og afgør, om du overholder dem. Derfor anbefaler vi, at du undersøger de aktuelle, lokale regler og retningslinjer, inden du rejser.
Udenrigsministeriet i København og de danske ambassader og konsulater i udlandet vil ikke kunne oplyse mere end, hvad du kan læse her på siden. Vi tilstræber, at oplysningerne på siden er opdaterede, korrekte og dækkende. Vi kan ikke drages til ansvar for evt. problemer med ind- og udrejse, uanset oplysningerne på hjemmesiden.