Spring til indhold

Committee on World Food Security

Komiteen for Verdens Fødevaresikkerhed (CFS) blev etableret i 1974. På de årlige møder drøfter FN’s medlemslande, FN-organisationer, Verdensbanken og andre internationale organisationer, civilsamfund og den private sektor, hvilke politikker der kan medvirke til at nå målet om fødevaresikkerhed og sund ernæring for alle.

CFS er et inklusivt forum, hvor en bred vifte af aktører – fra civilsamfund og interesseorganisationer for småbønder til store multinationale virksomheder – får talerum i den globale debat om fødevaresikkerhed og ernæring med henblik på at finde fælles løsninger. CFS består af Plenarforsamlingen med medlemslandene, andre deltagere og observatører, som bistås af Bureauet, med to medlemslande fra hver regional gruppe, en rådgivende gruppe (Advisory Group) med FN-organisationer, civilsamfund og den private sektor, og et Højniveauekspertpanel (HLPE) med en bredt sammensat gruppe af eksperter og sekretariatet.  

Plenarforsamlingen bliver afholdt årligt i oktober måned og er centrum for debat og vedtagelse ved konsensus af anbefalinger om fødevaresikkerhedsrelaterede emner. Et stort antal observatører deltager i forsamlingen - i 2019 var der bl.a. repræsentanter fra 16 FN organisationer, 126 medlemslande, privatsektoren, civilsamfundsorganisationer, forskningsinstitutioner, foreninger mv. Den brede vifte af aktører muliggør deling af viden og erfaringer, samt dialog mellem sektorer der ellers ofte har modstridende interesser. Komiteen drøfter hvert år under plenarforsamling aktuelle fødevarerelaterede problemstillinger, samt innovative og bæredygtige løsninger herpå.

CFS's medlemslande har bl.a. vedtaget vejledende retningslinjer og principper om jordrettigheder, ansvarlige landbrugsinvesteringer og fødevaresikkerhed i langvarige kriser:

 ''''''

CFS i 2019 og fremadrettet

I 2019 satte CFS fokus på hvordan FN’s Verdensmål 2 – ’Stop Sult’ bidrager til at opnå de øvrige verdensmål, f.eks. fattigdomsudryddelse, sundhed, uddannelse og klima-tilpasning.  Der var særligt fokus på sammenhængen mellem fødevareusikkerhed, underernæring, konflikt og klimaforandringer, samt hvordan disse problemstillinger kan adresseres gennem tværsektorielle tilgange.
Medlemslande, FN-organisationer, virksomheder og andre afholdt events omkring sultkriser, fødevaretab og madspild, fejlernæring, overvægt, skolemadsprogrammer, bæredygtigt og klimasmart landbrug, agro-økologi og meget mere.

CFS vil til sin næste samling i 2020 fokusere på fødevaresystemer, fødevaresikkerhed og sund ernæring. For perioden 2021-2023 vil omdrejningspunkterne for komiteens arbejde være kvinders ligestilling, indflydelse og rolle ift. fødevaresikkerhed og ernæring, inddragelsen af unge i landbrug og fødevaresystemer, dataindsamling og analyse, samt nedbringelsen af ulighed ift. fødevaresikkerhed og ernæring. Danmark anser fortsat CFS som et væsentligt og konstruktivt redskab til at styrke verdens fødevaresikkerhed, og vil derfor forsat deltage i og støtte op omkring Komiteens arbejde.

Højniveauekspertpanelet

Højniveau-ekspertpanelet, High Level Panel of Experts on Food Security and Nutrition (HLPE) under CFS, udarbejder bl.a. uafhængige, videnskabelige rapporter, der har behandlet emnet fødevaresikkerhed i forhold til vand, madspild, bæredygtigt fiskeri og dambrug, investeringer i småbrug, biobrændstoffer, sociale sikkerhedsnet, klimaforandringer, jordrettigheder og internationale landbrugsinvesteringer, samt prissvingninger. Læs mere om HLPE her. Panelet har udgivet følgende rapporter:

Juli 2019 - Agroecological approaches and other innovations for sustainable agriculture and food systems that enhance food security and nutrition

Juni 2018 - Multi-stakeholder partnerships to finance and improve food security and nutrition in the framework of the 2030 Agenda

Juni 2017 - Sustainable forestry for food security and nutrition

Opdateret oktober 2019

Ved spørgsmål, kontakt romamb@um.dk


Læs mere om CFS her.

Fakta om CFS

Formand (2019-2020): Thanawat Tiesin, Kongeriget Thailand

Medlemslande: 140 (Lande, der er medlemmer af WFP, IFAD og FAO eller FN, kan optages som medlemmer)

 

 

''

følg CFS på de sociale medier