Spring til indhold

Landefakta

Fold alle afsnit ud
Fold alle afsnit ind

Geografi

Hovedstad:         Rom

Indbyggertal:     61,34 mio. (2014)

Religion:             Altovervejende romersk katolsk (ca. 88%)

Økonomi

BNI pr. capita:                   35.067 US$ (2014)

Vækst i BNP:                      0,8% (2016)

Gældssituation:                132,1% af BNP(2016) Valuta EURO

Regering

Præsident:                  Sergio Mattarella (siden 31. januar 2015)

Regeringsleder:         Premierminister Giuseppe Conte (siden 1. juni 2018)

Indenrigsminister:    Matteo Salvini (siden 1. juni 2018)

Minister for beskæftigelse og økonomisk udvikling:     Luigi Di Maio (siden 1. juni 2018)

Udenrigsminister:     Enzo Moavero Milanesi (siden 1. juni 2018)

Økonomi- og finansminister:     Giovanni Tria (siden 1. juni 2018)

Forsvarsminister:       Elisabetta Trenta (siden 1. juni 2018)

Justitsminister:            Alfonso Bonafede (siden 1. juni 2018)

Indenrigspolitisk situation

Italiens politiske system og historie samt indenrigspolitisk situation

Italien er en parlamentarisk republik med en regeringschef, premierministeren, der udpeges af præsidenten, som er det officielle statsoverhoved og politisk udnævnt for en syvårig embedsperiode. Landet er administrativt inddelt i 20 regioner med en vis grad af selvbestemmelse, hvoraf fem har en særlig autonom status, der muliggør regionalt selvstyre angående bestemte regionale anliggender.

Det italienske parlamentariske system er kendetegnet ved at være et tokammersystem, og parlamentet er således opdelt i to kamre; underhuset Camera dei Deputati (Deputeretkammeret) og overhuset Senato della Repubblica (Senatet). Deputeretkammeret består af 630 parlamentarikere, mens Senatet omfatter 315 senatorer, hvortil der kommer et variabelt antal såkaldte livstidssenatorer, som udpeges af den siddende præsident, samt landets tidligere præsidenter. Ifølge den italienske grundlov skal der afholdes valg til parlamentet hvert femte år i Italien. Tokammersystemet indebærer, at et lovforslag skal behandles og godkendes i begge kamre - under forudsætning af at udkastet til lovteksten fra det ene kammer ikke modificeres af det andet - førend det kan træde endeligt i kraft som lovgivning.

Italien har i omtrent et halvt århundrede været karakteriseret ved et stabilt demokratisk flerpartisystem, baseret på mere fluktuerende politiske dynamikker. På trods af diverse modsætningsforhold har det politiske system været garant for en udpræget grad af pluralisme, alsidig interessevaretagelse og en vis progressiv udvikling. Det hedengangne kristendemokratiske parti Democrazia Cristiana (DC) har siden republikkens grundlæggelse i 1948 været den altoverskyggende politiske magtfaktor og domineret italiensk politik i skiftende regeringskoalitioner. Samtidig har det kommunistiske parti Partito Comunista Italiano (PCI) udgjort den overvejende dominerende oppositionsfaktor i Italiens politiske liv i efterkrigstiden. Begge partier opløstes i begyndelsen af 1990erne blandt andet som følge af en række omfattende korruptionsskandaler.

I dag er det italienske politiske landskab kendetegnet ved tre hovedblokke: centrum-venstre repræsenteret ved Partito Democratico (Demokratiske Parti, PD) og en række mindre partier; centrum-højre repræsenteret ved Forza Italia (FI), Fratelli d’Italia (Italiens Brødre, FdI) og Lega (Ligaen); og den tredje blok i form af Movimento 5 Stelle (Femstjernebevægelsen, M5S).

Det seneste parlamentsvalg blev afholdt den 4. marts 2018. Det indtil valget regeringsbærende Partito Democratico opnåede hér 18,8 pct. af stemmerne – en ca. 40 pct. nedgang  i sammenligning med forrige parlamentsvalg i 2013. I centrum-højrekoalitionen opnåede Forza Italia en opbakning på ca. 14 pct., mens Lega med 17,6 pct. af stemmerne mere end firedoblede sin vælgeropbakning. Lega blev dermed også det største enkeltparti i centrum-højrekoalitionen. Største enkeltparti blev Femstjernebevægelsen, der opnåede over 32 pct. af stemmerne.

Valgresultatet betød, at ingen af de tre politiske hovedblokke opnåede et parlamentarisk flertal med henblik på at danne regering alene. Efter måneders politiske forhandlinger dannede de to partier Femstjernebevægelsen og Lega den 1. juni 2018 en koalitionsregering med premierminister Giuseppe Conte i spidsen. Conte, der er tidligere juraprofessor, var ikke forud for regeringsdannelsen tilknyttet et parti. Lederne af de to regeringsbærende partier, Di Maio og Salvini, indtager foruden positionerne som Contes vicepremierministre, to for regeringen centrale ministerier i form af henholdsvis Ministeriet for beskæftigelse og økonomisk udvikling og Indenrigsministeriet.

Den nye regering, der omtales som il Governo del Cambiamento (”Forandringens Regering”), hviler på en skriftlig politisk kontrakt indgået mellem de to regeringsparter. Kontrakten er regeringens program for de kommende fem år. Centralt for denne politiske kontrakt er blandt andet en form for kontanthjælp til ubemidlede og jobsøgende, skattelettelser i form af flad skat på 15 pct. til middel- og lavindkomstgrupper, tilbagerulning af dele af pensionsreformen fra 2011, udlændingepolitiske stramninger samt revision af EU-traktaterne og reglerne vedrørende budgetoverskridelser. 

 

Økonomisk situation

Siden krisens begyndelse i 2008 har Italien været hårdt ramt økonomisk, og landet har oplevet et markant fald i BNP og en stigning i arbejdsløsheden. Italien har som det eneste OECD-land haft samlet negativ vækst i perioden 2000-14. I 2016 nåede Italien op på en positiv BNP vækst på 0,8%, og den positive vækst forventes at fortsætte med 0,8-1% i 2017. OECD forventer, at det offentlige budgetunderskud vil komme til at ligge på 2,4% i 2017. Italiens offentlige gæld lå på 132,1% af BNP I 2016 (og er således blandt de højeste i eurozonen). Italiens høje offentlige gæld er en væsentlig kilde til sårbarhed for landets økonomi, og på grund af sin størrelse (Italien er den fjerdestørste økonomi i EU, og den niende største på verdensplan), anses det for at have betydning for den globale økonomi.

Ledigheden steg i 2014 til et historisk højt niveau på 12.8%. Efterfølgende faldt ledigheden til 11,8% i 2015 og 11,4% i 2016. I 2017 forventes ledigheden at falde yderligere til 11%. En del af den positive udvikling vurderes at skyldes implementeringen af Renzi-regeringens arbejdsmarkedsreform Jobs Act, der har haft succes med at skabe flere arbejdspladser og få flere unge i arbejde.

Udenrigspolitisk situation

Italien er en varm fortaler for et stærkt EU med effektive institutioner og stadig snævrere integration på en lang række områder fra økonomi til forsvar. Italien har traditionelt været en fortaler for EU’s fortsatte udvidelse, der ses som et vigtigt skridt i Europas genforening efter afslutningen på den Kolde Krig. Italien går ind for Tyrkiets EU-medlemskab på længere sigt. Derudover har bl.a. en fælles europæisk energipolitik, som skal give forsyningssikkerhed til hele Europa, længe været en prioritet for Italien.

Italiens medlemskab af NATO er den centrale forankring af Italiens sikkerheds- og forsvarspolitik. Italien bidrager aktivt til en lang række internationale fredsbevarende operationer med et stort antal soldater.

Migration står højt på den politiske dagsorden i Italien, udenrigspolitisk såvel som indenrigspolitisk. I 2015 ankom der omkring 154.000 migranter og flygtninge til Italien, og 2016 er hidtidigt rekordår med 181.436 ankomne. Størstedelen af de migranter og flygtninge der ankommer til Italien over Middelhavet, indskibes i Libyen. . De flygtninge og migranter, der kommer til Italien, kommer primært fra afrikanske lande, hvoraf Nigeria (21%) og Eritrea (11%) er de største afsenderlande.  

 

 

Fold alle afsnit ud
Fold alle afsnit ind