Spring til indhold

Landefakta

Fold alle afsnit ud
Fold alle afsnit ind

Geografi

Hovedstad:         Rom

Indbyggertal:     60,48 mio. (2018)

Religion:             Altovervejende romerskkatolsk (ca. 88%)

Økonomi

BNI pr. capita:                   31.020 US$ (2017)

Vækst i BNP:                      1,5 pct. (2017)

Gældssituation:                131,8 pct. af BNP (2017) Valuta EURO

Regering

Præsident:                  Sergio Mattarella (siden 31. januar 2015)

Regeringsleder:         Premierminister Giuseppe Conte (siden 1. juni 2018)

Indenrigsminister:    Matteo Salvini (siden 1. juni 2018)

Minister for beskæftigelse og økonomisk udvikling:     Luigi Di Maio (siden 1. juni 2018)

Udenrigsminister:     Enzo Moavero Milanesi (siden 1. juni 2018)

Økonomi- og finansminister:     Giovanni Tria (siden 1. juni 2018)

Forsvarsminister:       Elisabetta Trenta (siden 1. juni 2018)

Justitsminister:            Alfonso Bonafede (siden 1. juni 2018)

Indenrigspolitisk situation

Italiens politiske system og historie samt indenrigspolitisk situation

Italien er en parlamentarisk republik med en regeringschef, premierministeren, der udpeges af præsidenten, som er det officielle statsoverhoved og politisk udnævnt for en syvårig embedsperiode. Landet er administrativt inddelt i 20 regioner med en vis grad af selvbestemmelse, hvoraf fem har en særlig autonom status, der muliggør regionalt selvstyre angående bestemte regionale anliggender.

Det italienske parlamentariske system er kendetegnet ved at være et tokammersystem, og parlamentet er således opdelt i to kamre; underhuset Camera dei Deputati (Deputeretkammeret) og overhuset Senato della Repubblica (Senatet). Deputeretkammeret består af 630 parlamentarikere, mens Senatet omfatter 315 senatorer, hvortil der kommer et variabelt antal såkaldte livstidssenatorer, som udpeges af den siddende præsident, samt landets tidligere præsidenter. Ifølge den italienske grundlov skal der afholdes valg til parlamentet hvert femte år i Italien. Tokammersystemet indebærer, at et lovforslag skal behandles og godkendes i begge kamre - under forudsætning af at udkastet til lovteksten fra det ene kammer ikke modificeres af det andet - førend det kan træde endeligt i kraft som lovgivning.

Italien har i omtrent et halvt århundrede været karakteriseret ved et stabilt demokratisk flerpartisystem, baseret på mere fluktuerende politiske dynamikker. På trods af diverse modsætningsforhold har det politiske system været garant for en udpræget grad af pluralisme, alsidig interessevaretagelse og en vis progressiv udvikling. Det hedengangne kristendemokratiske parti Democrazia Cristiana (DC) har siden republikkens grundlæggelse i 1948 været den altoverskyggende politiske magtfaktor og domineret italiensk politik i skiftende regeringskoalitioner. Samtidig har det kommunistiske parti Partito Comunista Italiano (PCI) udgjort den overvejende dominerende oppositionsfaktor i Italiens politiske liv i efterkrigstiden. Begge partier opløstes i begyndelsen af 1990erne blandt andet som følge af en række omfattende korruptionsskandaler.

I dag er det italienske politiske landskab kendetegnet ved tre hovedblokke: centrum-venstre repræsenteret ved Partito Democratico (Demokratiske Parti, PD) og en række mindre partier; centrum-højre repræsenteret ved Forza Italia (FI), Fratelli d’Italia (Italiens Brødre, FdI) og Lega (Ligaen); og den tredje blok i form af Movimento 5 Stelle (Femstjernebevægelsen, M5S).

Det seneste parlamentsvalg blev afholdt den 4. marts 2018. Det indtil valget regeringsbærende Partito Democratico opnåede hér 18,8 pct. af stemmerne – en ca. 40 pct. nedgang  i sammenligning med forrige parlamentsvalg i 2013. I centrum-højrekoalitionen opnåede Forza Italia en opbakning på ca. 14 pct., mens Lega med 17,6 pct. af stemmerne mere end firedoblede sin vælgeropbakning. Lega blev dermed også det største enkeltparti i centrum-højrekoalitionen. Største enkeltparti blev Femstjernebevægelsen, der opnåede over 32 pct. af stemmerne.

Valgresultatet betød, at ingen af de tre politiske hovedblokke opnåede et parlamentarisk flertal med henblik på at danne regering alene. Efter måneders politiske forhandlinger dannede de to partier Femstjernebevægelsen og Lega den 1. juni 2018 en koalitionsregering med premierminister Giuseppe Conte i spidsen. Conte, der er tidligere juraprofessor, var ikke forud for regeringsdannelsen tilknyttet et parti. Lederne af de to regeringsbærende partier, Di Maio og Salvini, indtager foruden positionerne som Contes vicepremierministre, to for regeringen centrale ministerier i form af henholdsvis Ministeriet for beskæftigelse og økonomisk udvikling og Indenrigsministeriet.

Den nye regering, der omtales som il Governo del Cambiamento (”Forandringens Regering”), hviler på en skriftlig politisk kontrakt indgået mellem de to regeringsparter. Kontrakten er regeringens program for de kommende fem år. Centralt for denne politiske kontrakt er blandt andet en form for kontanthjælp til ubemidlede og jobsøgende, skattelettelser i form af flad skat på 15 pct. til middel- og lavindkomstgrupper, tilbagerulning af dele af pensionsreformen fra 2011, udlændingepolitiske stramninger samt revision af EU-traktaterne og reglerne vedrørende budgetoverskridelser. 

 

Økonomisk situation

Italien er et økonomisk vigtigt og velstående land med et bruttonationalprodukt (BNP) på 1.719 mia. euro i 2017, hvilket gjorde landet til verdens niendestørste økonomi, det fjerdestørste i EU (kun overgået af Tyskland, Storbritannien og Frankrig) samt eurozonens tredjestørste. Italien er verdens 24. mest velstående land og det 12. mest velstående land i EU målt i BNP per capita, (28.326 euro). I perioden 1990-2017 voksede det italienske BNP nominelt med 137 pct., mens den reale vækst i BNP for samme periode lå på 20 pct. IMF forudser en samlet real vækst på fem pct. frem mod 2023.

Qua landets økonomiske størrelse er Italien medlem af såvel G20 som G7. Italien eksporterer først og fremmest til andre europæiske lande, men har også stor samhandel med lande som USA og Australien. Landet er blandt Danmarks største eksportmarkeder (10. største). Dansk eksport til Italien beløb sig i 2017 til DKK 16 mia., mens importen af italienske varer var DKK 21 mia.

I kølvandet på den seneste globale finanskrise og den efterfølgende europæiske statsgældskrise oplever den italienske økonomi begyndende tegn på bedring, om end der fortsat er tale om en langsom økonomisk genopretning. Italien halter med årlige vækstrater på lidt over 1 pct. fortsat efter størstedelen af sine europæiske nabolande. I en forskningsrapport fra januar 2018 fremhævede den italienske centralbank, Banca d’Italia, landets begrænsede produktivitetsfremgang som én af de væsentlige underliggende årsager til den svage økonomiske vækst.

Det hører samtidig med til billedet, at der er store regionale forskelle i såvel vækst og velstand som i sociale forhold. Den norditalienske region Trentino-Alto Adige ved grænsen til Østrig, der er én af landets mest velstående regioner, oplevede eksempelvis en økonomisk fremgang på over 25 pct. målt i nominelt BNP per capita i perioden 2005-2016. Dette er sammenligneligt med væksten i lande som Belgien og Finland og betydeligt højere end væksten i andre sydeuropæiske eurolande. Som selvstændigt land ville Trentino-Alto Adige være det tredje mest velstående land i eurozonen. Desuden har den økonomiske udvikling i Abruzzo og Basilicata, der fortsat hører til Italiens mindst velstående regioner, været positiv, idet de to regioner oplevede over gennemsnitligt høje vækstrater i samme periode (2005-2016).

Udenrigspolitisk situation

Italien er traditionelt en varm fortaler for et stærkt EU med effektive institutioner og stadig dybere integration på en lang række områder fra økonomi til forsvar. Italien har ligeledes traditionelt været en fortaler for EU’s fortsatte udvidelse, der ses som et vigtigt skridt i Europas genforening efter afslutningen på den Kolde Krig. Italien går ind for Tyrkiets EU-medlemskab på længere sigt. Derudover har bl.a. en fælles europæisk energipolitik, som skal give forsyningssikkerhed til hele Europa, længe været en prioritet for Italien.

Italiens medlemskab af NATO er den centrale forankring af Italiens sikkerheds- og forsvarspolitik. Italien bidrager aktivt til en lang række internationale fredsbevarende operationer med et stort antal soldater. Stærke transatlantiske relationer har ligeledes længe været en hjørnesten i Italiens sikkerheds- og forsvarspolitik. 

Migration står højt på den politiske dagsorden i Italien såvel udenrigspolitisk som indenrigspolitisk. Mellem 2014 og 2017 ankom omkring 650.000 flygtninge og irregulære migranter til Italien med 2016 som rekordår med 181.436 ankomne. Antallet af ankomster faldt markant hen over sommeren 2017 – en tendens som vedblev ind i 2018 også. I 2018 er antallet af ankomne flygtninge og irregulære migranter til Italien således faldet med ca. 80 pct. relativt til 2017. Størstedelen af de migrerende til Italien indskibes i Libyen eller Tunesien. De ankomne flygtninge og irregulære migranter kommer primært fra afrikanske lande, hvoraf Tunesien (22 pct.), Eritrea (14 pct.) og Sudan (7 pct.) er de største afsenderlande.

Fold alle afsnit ud
Fold alle afsnit ind