Spring til indhold

Landefakta

Fold alle afsnit ud
Fold alle afsnit ind

Geografi

Hovedstad:         Rom

Indbyggertal:     61,34 mio. (2014)

Religion:             Altovervejende romersk katolsk (ca. 88%)

Økonomi

BNI pr. capita:                   35.067 US$ (2014)

Vækst i BNP:                      0,8% (2016)

Gældssituation:                132,1% af BNP(2016) Valuta EURO

Regering

Præsident:                 Sergio Mattarella (siden januar 2015)

Regeringsleder:         Premierminister Paolo Gentiloni (siden december 2016)

Udenrigsminister:      Angelino Alfano (siden december 2016)

Indenrigspolitisk situation

Fra republikkens dannelse i 1948 dominerede partiet De Kristelige Demokrater, i skiftende koalitioner, italiensk politik, mens det kommunistiske parti i flere årtier var fastholdt som modsvarende dominerende kraft i oppositionen. I starten af halvfemserne gik det kristendemokratiske parti og kommunistpartiet i opløsning efter omfattende korruptionsskandaler.

Efter den første, kortvarige Berlusconi-regering i 1994-1995 blev vejen banet for, at en centrum-venstre regeringskoalition med deltagelse af Venstredemokraterne, det tidligere kommunistparti, i perioden 1996-2001. Fra 2001 til starten af 2006 var Silvio Berlusconi leder af en centrum-højre regering, der som den første italienske regering i nyere tid sad hele regeringsperioden ud. Ved parlamentsvalget den 9.-10. april 2006 vandt en centrum-venstre koalition ledet af Romano Prodi en snæver sejr og overtog regeringsmagten, men regeringen faldt i februar 2008, hvorefter Berlusconis Popolo della Libertà (Frihedens Folk) sammen med Lega Nord vandt et solidt flertal i parlamentets to kamre.

Berlusconi-regeringen var imidlertid præget af en række interne spændinger, og efter en periode med turbulens omkring Italiens økonomi blev Berlusconi og hans regering tvunget til at træde tilbage i november 2011, efter at han havde mistet sit flertal i Deputeretkammeret. Det skete, efter at der var blevet stillet alvorlige spørgsmålstegn ved, hvorvidt han var i stand til at navigere Italien gennem den alvorlige krise foranlediget af landets omfattende gældsætning.

Der viste sig efterfølgende politisk flertal for dannelsen af en regering af teknokrater, men med bred opbakning i parlamentet. Regeringen blev ledet af tidligere EU-kommissær Mario Monti.

Monti-regeringen havde fokus på genopretning af tillid (ikke mindst ift. EU), gældsreduktion, reduktion af Italiens offentlige budgetunderskud samt genetablering af vækst. Mere specifikt gennemførte regeringen en omfattende pensionsreform, liberaliseringer af en række beskyttede erhverv og en arbejdsmarkedsreform med sigte på en opblødning af den rigide lovgivning på området.

Parlamentsvalget i Italien den 24.-25. februar 2013 rystede landets etablerede partier. Ved valget til Underhuset vandt centrumvenstre-koalitionen anført af partiet ”Partito Democratico” (PD) med 0,4 pct. af stemmerne (i forhold til Berlusconis centrumhøjre-koalition), men fik – takket være valglovens bestemmelser om tillægsmandater – et komfortabelt flertal i Underhuset. I Senatet fik ingen koalition et flertal.  Det var imidlertid Beppe Grillos Femstjernebevægelse, der blev valgets sejrherre. Bevægelsen gik fra overhovedet ikke at være repræsenteret til at blive den største enkeltgruppe i Underhuset (med 25,5 pct. af stemmerne) og den næststørste enkeltgruppe i Senatet (23,8 pct.). Ikke siden Berlusconi i 1994 stormede ind i det italienske parlament, er der sket en så dramatisk forandring af parlamentets sammensætning. Valgresultatet gav ikke umiddelbart flertal for en regering i parlamentets kamre. Efter nogen tids politisk uro og efter parlamentets genvalg af præsident Napolitano lykkedes det imidlertid PDs nærtformand Enrico Letta – ultimo april – at få parlamentets opbakning til en regering bestående af en blanding af politikere (fra PD, PdL og Montis liste Scelta Civica) samt en række teknokrater.

I juni 2013 brød Berlusconi med PdL og annoncerede gendannelsen af sit oprindelige parti Forza Italia. Den 18. september blev partiet officielt grundlagt, hvorefter Berlusconi hurtigt meddelte, at partiet var i opposition til Lettas koalitionsregering. Dette kursskifte forårsagede dog uenighed og splittelse i det nye parti, der førte til at partiets regeringsfløj, anført af vice-premierminister og indenrigsminister Angelino Alfano, brød med Forza Italia og etablerede det kristendemokratiske parti Nuovo Centro Destra, der støttede Lettas regering.

I februar 2014 tog partifællen Matteo Renzi regeringsmagten fra Enrico Letta, og blev derved den yngste premierminister i landets historie. Renzi lagde fra starten en klar og omfattende reformdagsorden: De unge skulle i arbejde, skatten skulle ned, arbejdsmarkedet forenkles, en ny valglov skulle give klarere flertal i parlamentet, det parlamentariske to-kammer system ændres, retsvæsenet reformeres, provinserne afskaffes, den offentlige sektor effektiviseres og statens gæld til det private betales tilbage.

Renzis reformprogram skred fremad trods modstand fra flere sider. Renzi fik bl.a. indført lavere skatter til de lavtlønnede og til virksomhederne. Han fik en arbejdsmarkedsreform igennem, der skal sikre et mere fleksibelt arbejdsmarked, hvor flere unge kan komme ind. Derudover blev de første skridt taget til en omfattende reform af den offentlige administration.

I oktober 2015 lykkedes det at få flertal i begge kamre i Parlamentet for en stor forfatningsreform, hvis tre hovedsøjler var: 1) Senatet skulle fratages kompetencer og nedlægges i sin nuværende form; 2) flere politikområder skulle trækkes op til staten (f.eks. energi og infrastruktur) fra regionerne; 3) en række øvrige regler omkring lokalstyre og folkeafstemninger skulle reformeres. Reformen var én af de to hjørnesten i de politiske reformer. Tidligere fik regeringen ændret valgloven, der var den anden hjørnesten. Den nye valglov indebar bl.a., at de to partier med flest stemmer i første valgomgang skal ud i en 2. valgrunde med henblik på, at et af dem kan opnå et regeringsdueligt flertal i Deputeretkammeret. Den nye valglov forudsatte dog, at der blev stemt ja til forfatningsreformen.

Den 4. december stemte de italienske vælgere nej til forslaget om forfatningsreform. 59,1% af vælgerne sagde nej til reformen og 40,9% sagde ja. Stemmeprocenten var på 65,5%. Renzi tog konsekvensen af nederlaget og trådte tilbage umiddelbart efter valget. Partifælle og tidl. udenrigsminister Paolo Gentiloni overtog premierministerposten fra Renzi den 11. december 2016. Størstedelen af ministrene fra Renzis regeringstid er blevet siddende i Gentilonis regering. Tidligere indenrigsminister Angelino Alfano har overtaget udenrigsministeriet efter Gentiloni. En af de helt store opgaver for den nye regering bliver at få vedtaget en ny valglov, der vil gøre det muligt at afholde parlamentsvalg senest i 2018.

Økonomisk situation

Siden krisens begyndelse i 2008 har Italien været hårdt ramt økonomisk, og landet har oplevet et markant fald i BNP og en stigning i arbejdsløsheden. Italien har som det eneste OECD-land haft samlet negativ vækst i perioden 2000-14. I 2016 nåede Italien op på en positiv BNP vækst på 0,8%, og den positive vækst forventes at fortsætte med 0,8-1% i 2017. OECD forventer, at det offentlige budgetunderskud vil komme til at ligge på 2,4% i 2017. Italiens offentlige gæld lå på 132,1% af BNP I 2016 (og er således blandt de højeste i eurozonen). Italiens høje offentlige gæld er en væsentlig kilde til sårbarhed for landets økonomi, og på grund af sin størrelse (Italien er den fjerdestørste økonomi i EU, og den niende største på verdensplan), anses det for at have betydning for den globale økonomi.

Ledigheden steg i 2014 til et historisk højt niveau på 12.8%. Efterfølgende faldt ledigheden til 11,8% i 2015 og 11,4% i 2016. I 2017 forventes ledigheden at falde yderligere til 11%. En del af den positive udvikling vurderes at skyldes implementeringen af Renzi-regeringens arbejdsmarkedsreform Jobs Act, der har haft succes med at skabe flere arbejdspladser og få flere unge i arbejde.

Udenrigspolitisk situation

Italien er en varm fortaler for et stærkt EU med effektive institutioner og stadig snævrere integration på en lang række områder fra økonomi til forsvar. Italien har traditionelt været en fortaler for EU’s fortsatte udvidelse, der ses som et vigtigt skridt i Europas genforening efter afslutningen på den Kolde Krig. Italien går ind for Tyrkiets EU-medlemskab på længere sigt. Derudover har bl.a. en fælles europæisk energipolitik, som skal give forsyningssikkerhed til hele Europa, længe været en prioritet for Italien.

Italiens medlemskab af NATO er den centrale forankring af Italiens sikkerheds- og forsvarspolitik. Italien bidrager aktivt til en lang række internationale fredsbevarende operationer med et stort antal soldater.

Migration står højt på den politiske dagsorden i Italien, udenrigspolitisk såvel som indenrigspolitisk. I 2015 ankom der omkring 154.000 migranter og flygtninge til Italien, og 2016 er hidtidigt rekordår med 181.436 ankomne. Størstedelen af de migranter og flygtninge der ankommer til Italien over Middelhavet, indskibes i Libyen. . De flygtninge og migranter, der kommer til Italien, kommer primært fra afrikanske lande, hvoraf Nigeria (21%) og Eritrea (11%) er de største afsenderlande.  

 

 

Fold alle afsnit ud
Fold alle afsnit ind