Spring til indhold

Eksportrådet styrker fokus på anti-korruption sammen med dansk virksomhed

18.12.2017  16:30
Eksportrådet samarbejder med den danske teknologi- og forsvarsvirksomhed Terma om en ny screeningsproces af virksomhedens globale repræsentanter.

 

Den danske virksomhed Terma udvikler sikkerhedsteknologiske løsninger, agerer på et globalt plan og har anti-korruption som en integreret del af sin virksomhedsetik. Derudover opererer virksomheden med en grundig screeningsproces af alle sine repræsentanter.

FN markerer hvert december den internationale anti-korruptionsdag og ifølge Transparency International Corruption Perception Index er Danmark et af verdens mindst korrupte lande.

Terma blev grundlagt i 1949 ved Lystrup i Aarhus og anti-korruption har i mange år været en central del af virksomhedens grundlag og indgår som et helt naturligt element i virksomhedens Narrative, forklarer Jørn Henrik Levy Rasmussen, Senior Vice President hos Terma:

”Som globalt orienteret virksomhed i forsvars- og sikkerhedsindustrien er bekæmpelse af korruption højt placeret hos Terma. Vi har i mange år haft en Code of Conduct, og en klar nul-tolerance politik på området.”

”Vi har et fantastisk godt samarbejde med Udenrigsministeriet og Eksportrådet, hvorfor det har været helt naturligt at anvende dem til at gennemføre due diligence af vores internationale eksterne marketingkonsulenter. Et mål, som vi har fastsat i vores årsrapport, og som vi nu har realiseret,” slutter Jørn Henrik Levy Rasmussen, Senior Vice President.

Eksportrådet hjælper danske virksomheder
Lina Gandløse Hansen, Generalkonsul i München og key account manager på samarbejdet mellem Terma og Eksportrådet, forklarer, at samarbejdet med Terma er et godt eksempel, hvordan Eksportrådet assisterer danske virksomheder på eksportmarkederne.

”Aftalen mellem Eksportrådet og Terma er af bred karakter og har blandt andet indholdt en udvidet due diligence-screeningsproces af Termas lokale samarbejdspartnere. Konkret assisterer Eksportrådets medarbejdere Terma rundt omkring i verden med denne proces,” siger hun.

”Danmark scorer højest på anti-korruption i verden og med afholdelsen af IACC (International Anti-Corruption Conference) i Danmark i oktober 2018, er vi rigtig glade for, at danske virksomheder som Terma fortsat sætter fokus på anti-korruption,” siger Lina Gandløse Hansen.