Spring til indhold

Danmark og Italien vælges begge ind i FN's Menneskerettighedsråd

12.10.2018  18:41

Danmark er sammen med Italien valgt ind i FN’s Menneskerettighedsråd for perioden 2019-2021. Fredag den 12. oktober blev der således i FN’s Generalforsamling i New York indvalgt 18 nye medlemmer af Menneskerettighedsrådet. Kandidaterne stillede op i fem regionale grupper. Danmark og Italien er sammen med Østrig de tre nye lande valgt på vegne af gruppen af vestlige lande.

Foruden Danmark, Italien og Østrig blev hhv. Bulgarien, Tjekkiet, Argentina, Bahamas, Uruguay, Burkina Faso, Cameroun, Eritrea, Somalia, Togo, Bahrain, Bangladesh Fiji Indien og Filippinerne valgt ind. Sammenlagt består Rådet af 47 medlemmer.

FN’s Menneskerettighedsråd (HRC) blev oprettet i marts 2006 og har hovedsæde i Geneve. Rådets opgave er at fremme og beskytte menneskerettigheder og friheder for alle, ligesom det adresserer og undersøger krænkelser af rettighederne. Rådet har også ansvar for at fremme menneskerettighedsuddannelser, yde rådgivning og teknisk bistand samt hjælpe med kapacitetsopbygning.

Som medlemmer af Menneskerettighedsrådet får Danmark og Italien således en stærk indflydelse på fremmen og beskyttelsen af globale menneskerettigheder. Det er første gang, Danmark vælges ind i Rådet.



Seneste nyt

    Se alle