Spring til indhold

Hendes Majestæt Dronningen besøger Rom den 26.-29. oktober

22.09.2017  12:00
Fejringen af 50-året for Det Danske Instituts bygning i Rom og arkæologiske udgravninger på det antikke Forum Romanum er på programmet, når Hendes Majestæt Dronningen den 26.- 29. oktober besøger Rom. 

Det Danske Institut i Rom påbegynder i efteråret 2017 et udgravningsprojekt på Cæsars Forum i det nordøstlige hjørne af Forum Romanum. Udgravningen, der er muliggjort af en donation fra Carlsbergfondet, vil være en af de mest prestigefulde udgravninger, som danske arkæologer har været med til at udføre. Dronningen vil under besøget få præsenteret projektet, der er sat til at vare tre år. Udgravningen påbegyndes samtidig med, at Det Danske Institut for Videnskab og Kunst i Rom fejrer 50-året for Kay Fiskers ikoniske bygning, der huser instituttet. Dronningen vil som protektor deltage i fejringen og overrække Dronning Margrethes Romerske Pris. Carlsbergfondet indstiftede prisen i 2015 i forbindelse med Dronningens 75-års fødselsdag. Prisen uddeles for at styrke og hædre den forskning, der udføres ved eller med tilknytning til Det Danske Institut i Rom.

Under sit besøg i Rom vil Dronningen blive modtaget af den italienske præsident Sergio Mattarella som gæst ved en frokost på præsidentpaladset Palazzo del Quirinale. Derudover vil Dronningen besøge udvalgte seværdigheder i Rom, blandt andet ruinerne af Kejser Neros palads Domus Aurea.    

Dronningen vender også tilbage til det antikke landskab Etrurien for at besøge byen Tarquinia, der er optaget på UNESCOs verdensarvliste. Som ung Prinsesse var Dronningen i slutningen af 1950’erne på udgravningsferier i området med sin morfar, den svenske Kong Gustav VI Adolf. Sammen delte Kongen og Prinsessen interessen for arkæologi, og ved besøget til oktober vil Dronningen se nærmere på fund fra ældre og nyere udgravninger.

Det vil være muligt for pressen at dække dele af Dronningens besøg i Rom. Presse, der ønsker akkreditering, bedes sende en e-mail med navn, medie og stilling til kom@kongehuset.dk senest tirsdag den 17. oktober.

 



Seneste nyt

    Se alle